Når danske turister slikker sol på øerne i det græske øhav, er der en god chance for, at de handler med skattefuskere, når de spiser på restaurant, køber souvenirs eller andet.
For det ser ud til, at der er lang vej endnu, før de græske myndigheder får bugt med grækernes hang til at undlade at blande skattevæsnet ind i forretningsanliggender.
Græske medier fortæller, at en særlig skattepatrulje har været på tur på en række ferieøer, og det er tydeligt, at skat er noget, der ikke er slået igennem alle steder.
Avisen Kathimerini skriver, at i op imod 60 procent af de forretninger, skattepatruljen har set på i populære turistområder, bruges der ikke kvitteringer.
I denne måned har patruljen undersøgt 1410 forretninger, og 57,1 procent af indehaverne bryder ifølge patruljen lovgivningen.
Kathimerini fortæller, at på øerne Zakynthos og Lefkada er det stort set alle, der bryder loven, og samme billede er der på den store Middelhavsø Kreta.
På den populære ø Santorini bryder 83 procent af forretningerne skattelovene, mens 75 procent af forretningerne på Korfu ikke overholder lovene.
På Paros og Mykonos snyder 70 procent af forretningerne i skat.
Grækenland befinder sig i en meget dyb økonomisk krise med en voldsom stor gæld.
Det skyldes delvist overforbrug, men et andet problem er også, at myndighederne har været meget dårlige til at opkræve skatter.
Lovgivningen har også et langt stykke hen ad vejen været for svag.
Et af de krav, som EU og IMF, Den Internationale Valutafond, har stillet til Grækenland som modydelse for de store milliardlån, er, at der skal ryddes op i administrationen.
Der skal sættes ind mod korruption, og der skal strammes op på skatteområdet.
/ritzau/dpa