Den græske økonomiske krise sætter sine præg på børser over hele verden, og investorer frygter nu, at den græske krise vil brede sig til andre EU-lande.
Alene i København er C20-indekset faldet med 1,95 procent efter halvdelen af dagens handel.
De græske statsobligationer blev i går stemplet som 'junk' af kreditvurderingsinstituttet Standard & Poors, der i samme hug nedgraderede Portugals statsobligationer.
"Markedet ser nu på hvert eneste land med meget stor frygt, men Portugal er helt klart det mest skrøbelige land," siger Gilles Moec, der er seniorøkonom i Deutsche Bank, til BBC.
Miseren er udløst af den enorme statsgæld, som Grækenland har oparbejdet, og som betyder, at landet balancerer på randen af et statsbankerot.
Den græske regering har derfor bedt EU og den internationale valutafond, IMF, om hjælp.
Der er allerede strikket en hjælpepakke sammen, men Grækenland skal selv præsentere et sparekatalog, inden milliardstøtten udløses.
Det kræver blandt andre den tyske forbundskansler, Angela Merkel.
"Du skal være økonomisk, fair og ærlig. Ellers kan ingen hjælpe dig", lød det i går fra Angela Merkel.