Rammerne med øl og kartonerne med smøger er lidt billigere, og glassene med Nutella og poserne med Haribo er lidt større på den anden side af grænsen.
Men at stadigt flere danskere fristes af grænsehandel har store negative konsekvenser for hele det danske samfund.
Det vurderer i hvert fald Mette Feifer, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv. Hun mener, at Danmark mister mange job i butikker og forretninger.
"Så det er de faglærte og nogle af de mange ufaglærte, der arbejder i detailhandlen, der mister deres arbejde," siger hun til Newspaq.
Desuden går den danske stat glip af store indtægter på moms og på skatter, påpeger hun.
Problemet er, at det simpelthen er for dyrt at handle ind i Danmark, mener hun.
"Det, vi peger på som den vigtigste faktor, er de danske afgifter," siger hun og nævner her særligt punktafgifterne på sodavand, øl, kaffe, the og snart også fedt.
"Derfor vil vi gerne opfordre politikerne til at tænke meget på grænsehandlen, når de indfører nye afgifter eller hæver afgifterne," siger hun.
Og det gør politikerne bestemt også, forsikrer Venstres skatteordfører, Mads Rørvig.
"Vi har et højt afgiftsniveau i Danmark, men det er jo også fordi, vi har et godt velfærdssamfund. Og økonomien lige nu er ikke til at sænke skatter og afgifter," siger han til Newspaq.
Han mener, at afgifterne lige nu ligger på det optimale niveau, hvor der ryger penge i statskassen, men hvor ikke alt for mange vælger at Otto Duborg fremfor Bilka.
Men antallet er nu på vej op.
En forbrugerundersøgelse, der er foretaget for Dansk Erhverv af Interresearch, viser, at danskerne årligt køber varer på den anden side af grænserne for knap 10 milliarder kroner.