Busser, tog og undergrundsbaner står igen stille i den græske hovedstad, Athen, og andre større byer, efter at offentligt ansatte i transportsektoren mandag indledte en ugelang strejke imod en ny omgang nedskæringer, som regeringen dog endnu ikke er enige om.
De strejkende er rasende over, at det offentlige endnu en gang skal holde for med nedskæringer, som regeringen er tvunget til at gennemføre for at få et stort lån på et trecifret milliardbeløb fra udenlandske långivere.
Lånet er nødvendigt, for at Grækenland ikke går statsbankerot inden månedens udgang.
Journalister, taxichauffører og offentligt ansatte servicemedarbejdere deltager også i strejken.
Den græske regering ventes at fremlægge den seneste spareplan for parlamentet sent mandag aften. Men en unavngiven regeringskilde siger, at regeringen endnu mandag eftermiddag ikke er blevet enige om, hvordan spareplanen skal skrues sammen.
Parlamentet skal debattere spareplanen tirsdag, inden den efter planen skal til afstemning onsdag.
Men selv om gældskrisen er ved at være akut, og Grækenland er tæt på bankerot, skal grækerne ikke forvente, at eurozonens finansministre bliver enige om en lånepakken til grækerne, når ministrene mødes den 12. november i Bruxelles.
Det siger en ledende EU-embedsmand.
- Den 12. november er ikke sidste mulighed. Vi er ikke under så stort et pres, som mange tror, siger embedsmanden, der ikke vil have sit navn frem.
/ritzau/AFP