Brosten og slagord i de græske gader kunne ikke stoppe en sparepakke til knap 25 milliarder kroner.
Sent søndag aften stemte de græske politikere for reformer, der skal redde landet fra bankerot, skriver Reuters. Sparepakken skal sikre grækerne hjælp fra EU til en værdi af 960 milliarder kroner.
199 af Grækenlands 300 parlamentsmedlemmer stemte for sparepakken. 43 stemte imod, og de er nu blevet ekskluderet fra deres partier.
Grækerne er langt fra tilfredse, og der meldes om 100 sårede i kampe med politiet. Sparepakken kommer til at betyde øget arbejdsløshed, mindre løn, højere fødevarepriser og reduceringer i pensionen. Blandt andet vil minimumslønnen blive reduceret med 22 procent og 150.000 offentlige stillinger bliver skåret væk.
Mange grækere mener, at deres levestandarder allerede er blevet forværret væsentligt, og at reformpakken blot vil gøre det endnu værre. Arbejdsløsheden er lige nu på godt 20 procent, og med udsigt til en drastisk nedskæring i de offentlige stillinger ser fremtiden sort ud.
Kilde: Reuters.