Grækenlands premierminister, Antonis Samaras, håber, at hans rundrejse i Kina i denne uge vil føre til øget græsk eksport til Asiens økonomiske supermagt og samtidig udløse store kinesiske investeringer i hans kriseramte land.
I Samaras delegation indgår flere ministre og over 60 virksomhedsledere. Grækerne håber, at besøget vil blive et vendepunkt i relationerne mellem de to lande, og der er forventninger om kinesiske investeringer i græske havne og lufthavne.
Den kinesiske rederigigant Cosco øgede sin andel i havnen i Piræus i 2008, og transporterne via havnene er blevet tredoblet på kun tre år.
Samaras er inviteret til Beijing af Kinas nye regeringschef, Li Keqiang, og han skal ud over hovedstaden besøge Shanghai og Hangzhou.
Han er den anden europæiske regeringschef, der besøger Kina siden det nylige magtskifte i Beijing. Tidligere har Frankrigs præsident, François Hollande, været i Beijing og mødt de nye ledere.
Kinas ambassadør i Athen, Du Qiwen, understreger betydningen af besøget og ser et lovende eksporteventyr for blandt andet græsk olivenolie, vin og marmor.
- Grækenland er begyndt at være mode blandt kineserne. Der er kinesiske par, som tager til øen Santorini for at blive gift, siger lederen af det græsk-kinesiske handelskammer, Constantine Yannidis.
Ifølge Verdens Turisme Organisation (Unwto) var Kina det land, der brugte mest på international turisme i 2012.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.