Det var naturligvis for godt til at være sandt, da superstjernen Justin Bieber i en grum aprilsnar lagde et telefonnummer ud på sin Twitter-profil med besked om, at han ville besvare alle opkald til nummeret personligt.
I den anden ende var det nemlig gossip-siden TMZ's tip-telefon, alverdens pigebøn fik fat i.
Aprilsnaren medførte en sand telefonstorm til TMZ, og det blev tilsyneladende for meget for sladder-hjemmesiden. Derfor har de valgt at give sangeren og hans manager, Scooter Braun, tilbage af samme skuffe.
TMZ har ringet til Justin Biebers presserådgiver og annonceret, at de som modsvar vil lægge Scooter Brauns private mobilnummer op på deres Twitter-profil. På den måde vil han komme til at smage sin og Justin Biebers egen medicin bedst muligt, mener TMZ.
På en video på YouTube kan man se et mere eller mindre iscenesat redaktionsmøde, hvor chefredaktør Harvey Levin fortæller sine kolleger om sin plan. I videoen ser man videre, hvordan Scooter Braun ringer til TMZ efter at have fået nyheden fra Biebers presserådgiver.
- Jeg har hørt, at I vil gøre gengæld, siger Braun i telefonen.
- Jamen jeg ved ellers ikke, hvordan jeg skal få fat i lille Justin. Han ødelagde fuldstændig vores forretning i mandags. Telefonerne ringer stadig. Det er sindssygt, fuldstændig sindssygt, svarer Harvey Levin.
Men det undskylder ikke TMZ's gengældelsesplan, mener Scooter Braun:
- Jamen det var ikke dit private mobilnummer, der blev offentliggjort, siger han.
- Men det er vores forretning, Scooter. Og aprilsnaren ødelagde virkelig meget for os, svarer Harvey Braun dog hurtigt tilbage.
Resten af samtalen fremgår ikke af videoen, men mon ikke, at Justin Bieber og hans følge tænker sig om en ekstra gang, inden de laver en aprilsnar med TMZ næste gang.
http://www.youtube.com/watch?v=WvR5Rprr37A
/ritzau/