For et par uger siden genopstod Gorm's Pizza fra konkurs efter en ny investor trådte til.
Siden konkursen i marts har blandt andet Ekstra Bladet skrevet, at ubetalte millionregninger til staten nu er parkeret i konkursboet.
Selskabet efterlader blandt andet 14,1 millioner kroner i gæld til Vækstfonden og Gældsstyrelsen i det konkursramte selskab.
Nu står stifteren Gorm Wisweh og administrerende direktør Christian Madsen frem i Berlingske og afviser konkursrytteri.
- Med den kamp, vi har kæmpet, og det ansvar, vi har taget, føles det altså meget voldsomt at blive slået i hartkorn med konkursryttere og lignende typer, siger Gorm Wisweh og tilføjer:
- Der har altid været fokus på ordentlighed i Gorm's, også i den her proces.
Han henviser til, at ledelsen tidligt i 2022 søgte hjælp hos Erhvervsstyrelsens Early Warning-enhed, der rådgiver virksomheder i krise.
Christian Madsen påpeger samtidig, at de 14,1 millioner kroner udgør størstedelen af gælden. Derudover er der krav fra kreditorer, som der i øjeblikket er ved at blive skabt et klarhed over.
Hverken Gorm Wisweh eller direktør Christian Madsen vil udtale sig om, hvor store tab de selv har fået med konkurserne i de i alt 15 Gorm’s-relaterede selskaber.
De vil heller ikke udtale sig om, hvor meget de har betalt for at købe brandet og restauranterne ud.
Gorm’s-kæden blev i marts begæret konkurs efter tre år med et samlet underskud på 31,3 millioner kroner. Coronanedlukninger samt inflations- og energikrisen fik skylden.
Gorm Wisweh stiftede Gorm's i 2009. Han er siden blevet kendt fra tv - for blandt andet sin deltagelse i "Vild med Dans"-programmet, hvor han dansede sammen med Sofie Kruuse.