Et overfyldt lokale med folk siddende på gulvet, samt en lang kø udenfor vidnede om Al Gores popularitet, da han i dag talte i Bella Center.
Og der blev malet med store bogstaver, da den tidligere amerikanske vicepræsident og miljøforkæmper i en 50 minutter lang tale, gav en kraftig opsang til statslederne rundt om i verden: Tiden er inde til at lave en bindende aftale. Ellers er det for sent.
"Alternativet til succes er uacceptabelt. Min opfordring til jer er at indse, hvad der er på spil. Gør denne konference til en succes med en bindende aftale," sagde Al Gore, mens utallige kameraer rundt om i lokalet blitzede løs.
"Vi har tre dage til at undgå en fiasko. Fremtiden for civilisationen er truet som aldrig før, og vi har midlerne til at sikre os den fremtid. Men har vi den politiske vilje?" spurgte han retorisk.
Al Gore har været meget aktiv i klimadebatten i en årrække og fik i 2007 en Oscar for bedste dokumentarfilm ''En Ubekvem Sandhed', der netop omhandlede farerne ved klimaforandringerne.
Og han påpegede, at selvom klimadebatten har været i gang i lang tid, bliver der ikke gjort nok.
Denne konference i København må lede til en bindende aftale næste år. En fair, ambitiøs og bindende aftale. Der er intet andet alternativ."
Den 61-årige tidligere vicepræsident opfordrede de mange deltagende til at lægge pres på verdens ministrer og statsledere og få dem til at deltage i endnu et klimamøde næste år, som skal finde sted i Mexico i juli 2010.
"Løsningen er foran os. Den manglende ingrediens er den politiske vilje."
Al Gore var vicepræsident fra 1993-2001, mens Bill Clinton sad på præsidentposten.
Han stillede op som demokraternes præsidentkandidat i 2000, hvor han tabte til George W. Bush.
Han var senest i Danmark i maj i år, hvor han deltog han i 'World Business Summit on Climate Change' - også i Bella Center.