Kender du vejen til Andromeda-galaksen? Og har du helt tjek på den korteste rute til Vulepecual?
Hvis ikke, så kan du fra i dag hente hjælp på Google Earths nye opgradering - Google Sky. Ifølge Google drejer den nye tjeneste ganske enkelt kameraet 180 grader, så det vender ud i rummet.
Så du kan altså zoome ind på Nørreport Station i København og via et enkelt klik vende kameraet mod rummet. Og så vel at mærke sortere storbyens smog, røg og lys væk.
- Lys- og luftforurening er nu så slem, at man mange steder kun kan se en håndfuld stjerner. Hvis det her kan hjælp folk med at indse, hvad de går glip af, så er det godt, siger professor John Mason fra Det Britiske Astronomselskab til BBC.
Og ude i rummet venter så sandelig noget af en udflugt. I alt en million stjerner og 200 millioner galakser ligger klar til at at blive udforsket.
Billederne kommer blandt andet fra Hubble Rumteleskop og fra Palomar-observatoriet i Californien.
Vil du se Google Sky, skal du først downloade Google Earth.
Googles kameratjenester:
Google Earth
Google Mars
Google Moon
Google Sky
Man kan også kaste et blik på rummet med værktøjet Stellarium.