En landmand i Kenya forhører sig normalt hos den lokale landbrugsguru eller sætter sin lid til de højere magter, hvis hans afgrøder pludselig begynder at dø for øjnene af ham. Men for kartoffelavler Zack Matere kom redningen fra en helt uventet kant - internettet.
Den østafrikanske kyst er netop blevet ramt af et fiberbånd, der med tiden skal sørge for internet til helt almindelige afrikanere. Og nu viser deres egne historier, at det kan blive et vigtigt værktøj i at løfte dem ud af sult og fattigdom.
"For nylig havde jeg et problem på min lille kartoffelmark. Pludselig begyndte mine ellers sunde kartofler at dø en efter en til stor forundring for både den lokale landbrugskonsulent og mig selv. En enkelt søgning på Google efter kartoffelsygdomme og jeg fik svaret - myrer! De havde inficeret hele farmen," fortæller Zack Matere til bbc.co.uk.
Løsningen, der blev foreslået på hjemmesiden, var enkel og miljøvenlig: Zack Matere skulle blot strø aske fra afbrændt træ på jorden rundt om sine kartoffelplanter.
"Efter få dage forsvandt myrerne, og jeg var i stand til at høste en masse kartofler to måneder senere," siger han.
Men Zack Materes begejstring over internettet stopper ikke der. For helt tilfældigt fandt han en kunde, en lokal restaurant, der var villig til at betale en god pris for hans kartofler.
Det hurtige fiberbånd landede på Kenyas kyst for små to måneder siden, men er alt for dyrt for den menige mand. De heldige har adgang via langsomme og til tider dyre satellitforbindelser.