Man sidder ved et middagsselskab og skal lige finde ud af reglerne i Scrabble eller hvem, der var statsminister i 1985. For rigtig mange danskere vil det være naturligt at finde svarene på Google, lyder det fra digital trendanalytiker, Christiane Vejlø.
- Vi bruger Google som et hverdagsorakel til at svare på alt, hvad der popper op i vores hoved af spørgsmål. Det er alt fra konkrete svar til noget, vi gerne vil vide mere om, siger Christiane Vejlø, som blogger på elektronista.dk.
Det kan også være, når vi sidder ved computerskærmen, og skal vide noget om dansk mejerihistorie eller kongehuset.
- Google er for rigtig mange mennesker blevet det første sted, man leder efter svar og information, siger Christiane Vejlø.
Årets lister over de mest søgte ord fra Google viser, at danskerne stiller spørgsmål til Google om alt fra håndarbejde til udbetaling af efterløn.
Omkring halvdelen af os ejer nu en smartphone, så det er også blevet meget udbredt at google ord, mens vi er på farten eller er i gang med andre ting som at se fjernsyn.
- Google er blevet selve portalen ind til internettet. Mange folk tror jo ligefrem, at Google ER internettet. For eksempel ringer folk til Google for at få slettet et fuldemandsbillede af dem selv, de har set på nettet.
- Men Google er jo bare en indeksering af internettet, siger hun.
Et hyperlink er et link i en tekst, hvor man klikke sig hen for at læse mere. Og ifølge Christiane Vejlø er Google ligefrem blevet et slags hyperlink i vores hverdag.
- Vi oplever hele tiden noget i vores hverdag, som vi læser videre om på Google. Det bliver et slags metalag til vores hverdag - vi kan altid gå dybere ned i tingene ved at google dem, siger trendanalytikeren.
/ritzau/