Der var nogen, der kiggede med fra oven.
Op mod 200.000 mennesker er siden 2003 blevet dræbt af oprøre i Sudans provins Darfur, og hidtil har landets regering nægtet, at folkemordet overhovedet er fundet sted. Men nu leverer søgemaskinen Google et lammende angreb på det argument.
Googles satellit og korttjeneste, Google Earth, har nemlig så detaljerede billeder af op mod 1.600 ødelagte landsbyer, at det amerikanske Holocaust-museum mener, at det er nok til at bevise eksistensen af folkemordene.
Derfor har museet indgået et samarbejde med Google, skriver Reuters.
- Verden er jo frygtelig dårlig til at reagere på folkemord. Vi håber, at vi sammen med Google kan være med til at gøre det sværere at ignorere dem, der har mest brug for os, siger direktøren for Holocaust-museet, Sara Bloomfield, til Reuters.
For den tidligere Røde Kors-medarbejder Daowd Salih, der var tvunget til at forlade sit hjem i Darfur under urolighederne, falder nyheden bogstaveligt talt på et tørt sted.
- Det er et godt redskab. Vi må fortælle præsident Bashir (Sudans præsident, Omar al-Bashir, red.), at han bliver overvåget. Det er en kærkommen advarsel til ham, siger han til BBC.
Om kortet gør en forskel for hjælpen til Darfur, er David Peavey, en gæst på Holocaust-museet, ikke i tvivl om.
- Jo tættere på os selv, vi kan få krisen, jo større er chancen for, at vi vil hjælpe. Det er vigtigt at fortælle folk, hvad der foregår i Darfur, siger han til BBC.
Man ved selvsyn tage ødelæggelserne efter folkemordene i betragtning på earth.google.com. Her bliver man først mødt af en lille præsentation af samarbejdet mellem Google og museet, hvorefter man kan zoome ind på de afbrændte landsbyer.
Kun et par sorte krateragtige huller i jorden vidner om det, der er sket med Birganga, Murundi og Mara og alle de andre landsbyer, der har lagt gader og veje til folkemordene.
Konflikten i Sudans vestlige provins Darfur begyndte i februar 2003, da der udbrød kampe mellem en militsgruppe rekrutteret af arabiske stammer, Janjaweed, og de ikke-arabiske folk i regionen.
Konflikten er blevet beskrevet som folkemord og etnisk udrensning. Antallet af dræbte ligger mellem 200.000 og 300.000. Mange er døde af sult på grund af den hungersnød, der har fulgt i kølvandet på kampene. To millioner er på flugt.