Det er ikke tit, en dansk virksomhed opkøber sig til europæisk markedslederskab. Men det er præcis, hvad GoMore nu har gjort. Den danske deleøkonomiske platform overtager aktiviteterne i Getaround Europe og mere end fordobler dermed sin forretning. Tilsammen bliver de den største peer-to-peer bildelingsplatform i Europa.
- Normalt ser vi, at danske virksomheder bliver opkøbt af internationale og ofte amerikanske platforme. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at en dansk virksomhed nu går forrest og samler markedet, siger Matias Møl Dalsgaard, stifter og CEO i GoMore.
Det fusionerede selskab har over 5 millioner brugere, 70.000 aktive delebiler og aktiviteter i 11 lande. Der er 300 ansatte og 1,5 millioner udlejninger om året.
GoMore er stærk i Norden og Spanien, mens Getaround Europe er markedsleder i Frankrig og har en solid position i det øvrige Vesteuropa. Tilsammen dækker de nu markeder som Danmark, Sverige, Norge, Finland, Frankrig, Spanien, Belgien og Østrig.
Begge selskaber er profitable, og opkøbet er finansieret med støtte fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Nordea.
Bag GoMore finder man en række kendte danske erhvervsnavne — blandt andre Just Eat-stifter Jesper Buch og Flying Tiger-grundlægger Lennart Lajboschitz.
I forbindelse med opkøbet indtræder Tim Albertsen nu i bestyrelsen. Han er tidligere CEO for verdens største leasingselskab Ayvens og en af de højest placerede danskere i den globale bilindustri.