Der var ingen over og ingen ved siden af Thomas Bjørn på tredjedagen i Lyoness Open i Atzenbrugg ved Wien.
Lørdag gik den danske golfveteran tredje runde af European Tour-turneringen i kun 64 slag - to bedre end de nærmeste konkurrenter.
Mens han havde klaret de første to runder i henholdsvis 71 og 70 slag, var der altså anderledes fart over danskeren lørdag.
- Alt faldt i hak på denne dag. Jeg har kæmpet lidt med de foregående to dage, men i dag løsnede det helt op, og jeg kunne nærmest ikke stoppe med at lave birdies, siger Thomas Bjørn til European Tours hjemmeside.
Den gode dag betyder, at Thomas Bjørn samlet er på en delt fjerdeplads - fem slag efter hollænderen Joost Luiten, som har ført, siden de første bolde blev spillet i torsdags.
Thomas Bjørn har nu mulighed for at slutte i top-10 for tredje gang i hans seneste fire turneringer. Han er dog stadig fem slag efter førstepladsen og tre slag efter spanierne Jorge Campillo og Eduardo De La Riva, som deler andenpladsen.
- Jeg kom her for at vinde turneringen, så de første dage var lidt skuffende for mig. I dag fik jeg heldigvis sat mig selv i en position, hvor jeg stadig kan vinde i morgen - omend det bliver svært, siger Thomas Bjørn på European Tours hjemmeside.
Søren Hansen havde også sin bedste dag i Østrig. Med en runde i 68 slag, er han nu delt nummer 24. 10 slag efter Joost Luiten.
Joachim B. Hansen og Andreas Hartø satte begge til på lørdagens runde. De er henholdsvis 17 og 19 slag efter hollænderen.
/ritzau/