Den spanske golfspiller Miguel Angel Jimenez står foran flere måneders pause på European Tour efter en skiulykke.
Den 48-årige spanier brækkede lørdag benet under en skitur i Sierra Nevada-bjergene.
- Der går tre, fire eller helt op til fem måneder, før jeg er kommet mig helt og kan vende tilbage til konkurrence.
- Jeg spillede ellers godt lige nu, men den slags ting sker i livet, siger Miguel Angel Jimenez til European Tours hjemmeside.
Spanieren blev den ældste i Tourens historie til at vinde en turnering, da han i november vandt Hong Kong Open.
Jimenez var også en del af Europas hold i Ryder Cup, da det i september lykkedes at slå USA efter et imponerende comeback i den prestigefyldte golfdyst.
/ritzau/