Golfspillerne Lucas Bjerregaard og Jeff Winther kæmpede sig søndag ind i top-10 på sidstedagen af Czech Masters.
Det blev til en delt niendeplads for den danske duo i Prag, hvor italieneren Andrea Pavan tog karrierens første sejr på European Tour.
Jeff Winther var fredag helt oppe på andenpladsen og kunne drømme lidt om sejren, men en skidt runde lørdag kom til at koste ham dyrt.
Både Winther og Bjerregaard var i sidste ende ti slag dårligere end den italienske vinder.
Winther gik søndagens afsluttende runde i 68 slag - fire under banens par. Lucas Bjerregaard brugte et enkelt slag mere end landsmanden.
Turneringens to øvrige danske deltagere, Søren Kjeldsen og Anders Hansen, klarede ikke cuttet til weekendens finalerunder.
European Tour-turneringen i Prag havde en samlet præmiesum på en million euro - svarende til 7,5 millioner kroner.
/ritzau/