Der kan være penge i at vinde quizzer. Og tilsyneladende også i at lave quizzer.
Fredag oplyser det norske selskab bag quiz-appen Kahoot, at en gruppe investorer med Goldman Sachs i spidsen har tilbudt at købe aktierne i selskabet til en pris på 35 norske kroner stykket.
Det vil i så fald værdisætte selskabet til 17,2 milliarder norske kroner - svarende til over 11 milliarder danske kroner.
Det fremgår ifølge det norske nyhedsbureau NTB og nyhedsbureauet Reuters af en meddelelse til den norske børs fra selskabet bag Kahoot.
Appen Kahoot er en quiz-platform, hvor deltagere kan logge på fra deres telefon. Herefter kan de se spørgsmålene og svarmulighederne på en stor fælles skærm, mens de kan svare på deres egen telefon.
Tanken bag appen fra 2013 var, at den skulle bruges til undervisning, og det benyttes ofte i norske skoler.
Appen kan også bruges i sociale sammenhænge. I 2017 rundede appen en milliard brugere.
I gruppen af investorer er ifølge NTB også Kirkbi Invest, der investerer for Lego-familiens pengetank, Kirkbi.
Ledelsen af selskabet bag Kahoot anbefaler aktionærerne at takke ja til tilbuddet.
Da fredagen startede lå Kahoots markedsværdi på 15,2 milliarder norske kroner.
Derfor fik offentliggørelsen af tilbuddet naturligvis aktien til at tage et voldsomt hop op. Stigningen var så hidsig, at handlen blev suspenderet i 25 minutter omkring klokken halv et, skriver NTB.
Investorgruppen har ifølge den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv lavet et selskab med navnet Kangaroo BidCo. Selskabet er oprettet af Goldman Sachs.
/ritzau/