Lørdag kl. 10 er gokartbanen Racehall igen åben for drengerøve m/k med diesel i blodet.
Banen har ellers været lukket siden sidste torsdag, hvor taget gav efter for snemasserne. Asfalten har i mellemtiden dog ikke ligget øde hen, men har været invaderet af ingeniører og håndværkere, som nu har besluttet, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at åbne gokartbanen igen. Det er dog kun 90 procent af banen, som indtil videre vil være i brug, og derfor giver Racehall 10 procent rabat på normalprisen.
For hver dag gokartbanen har holdt lukket, har direktør Peter Skjødt-Jakobsen tabt flere penge.
»Vi taler efterhånden om et tab i omsætning i millionklassen,« erkender direktøren.
Farvel til 1.300 kunder
Indtil videre er han gået glip af omkring 1.300 kunder, men samtidig er der en del firmaer, som har valgt at aflyse fremtidige bookinger, da de ikke har turde løbe an på, at gokartbanen ville være klar til netop deres firmaarrangement.
Han ved endnu ikke, hvordan forsikringsselskabet forholder sig til hans økonomiske tab. Selskabet vil først se en samlet opgørelse, før Peter Skjødt-Jakobsen kan få besked på, hvor meget af hans tab han kan forvente dækket.
Det har taget længere tid end ventet at komme i gang igen. Da vejret har været meget fugtigt, har sne og vand dannet store vandpytter på asfalten, hvilket har betydet, at banen ikke har kunne benyttes til gokartkørsel.