Fynboerne vil da også meget gerne krydse klinger med hovedstadsklubben i DM-semifinalen. Københavnerne tabte nemlig den blot anden kamp i denne sæson, da fynboerne sendte topholdet til tælling med en 34-29 sejr efter en kamp, der bedst kan beskrives med ordrerne tempo, tempo og endnu mere tempo. Kampen var fra første færd skruet helt op i femte gear, og det gik til tider ud over det tekniske niveau, men det var tydeligt, at det var to af de hold, der er sikre på deltagelse i slutpillet. De to hold gav hinanden en yderst jævnbyrdig kamp, hvor den største føring undervejs var på to mål, indtil GOG de sidste 10 minutter løb FC København ned.
Netop topholdets indsats i den sidste del af kampen har formentlig givet træner Magnus Andersson noget ekstra at tænke over, da der reelt var klasseforskel, og der er stor sandsynlighed for, at de to hold løber ind i hinanden i semifinalen. For efter søndagens nederlag kan FCK meget vel ende på andenpladsen i ligaen, da de mangler de to andre tophold Kolding og Viborg i de resterende kampe, og netop koldingenserne ligger á point med københavnerne i toppen. Samtidige står GOG med gode kort på hånden for at besætte tredjepladsen, da det kræver sejr i de tre kampe, som fynboerne mangler mod henholdsvis Lemvig, Århus GF og Skjern. GOGs træner Carsten Albrektsen var dog også helt bevidst om, at søndagens sejr kan give fynboerne en fordel i en eventuel semifinale.
- Det betyder meget på det mentale plan, og det er da et godt rygstød at have med sig, sagde han efter kampen til DR Sporten. Landsholdsmålmand Peter Henriksen var endnu mere klar i sin udmelding.
- Vi elsker at spille mod FCK, og det giver selvfølgelig et ekstra rygstød at vinde sådan en kamp, hvor vi forsætter med vores gode angrebsspil, og selvom FCK er tophold, vil vi da meget gerne møde dem i semifinalen, sagde han ligeledes til DR Sporten.