Jan Pytlicks kvinder i GOG Svendborg overrumplede lørdag Ikast-Bordings tropper, da de ude vandt 34-37 i kvindernes håndboldliga.
Dermed er GOG med 18 point tættere på at nå den fjerde og sidste slutspilsplads som Ikast-Bording med 21 point stadig indtager.
Også Randers har mulighed for at blande sig i striden om slutspilspladserne. Lørdag kunne holdet dog ikke følge med GOG, men står stadig med 16 point på sjettepladsen efter nederlag på 27-34 til Horsens.
I toppen af tabellen rykkede Viborg op på andenpladsen, da klubben overbevisende slog bundholdet Team Tvis Holstebro 42-25. Viborg har dog stadig fem point op til duksene Slagelse, der med en kamp mindre har 30 point.
KIF Vejen vandt 32-22 over Team Esbjerg, mens FCK og SK Århus delte pointene imellem sig med resultatet 29-29.