Håndboldherrerne tog lørdag hul på gruppespillet i EHF Cuppen, og det skete med to danske sejre.
GOG slog ude polske Azoty-Pulawy med 31-28, mens TTH Holstebro hjemme besejrede rumænske Constanta 29-25.
GOG slap igennem første halvleg med en føring på 13-12 i Polen.
Hjemmeholdet kunne dog ikke følge med det danske tophold i Håndbold Ligaen efter pausen, og med fem minutter igen var GOG foran 28-24.
Fløjspilleren Emil Jakobsen blev topscorer for GOG med ni mål.
Dermed topper GOG gruppe D, der også tæller THW Kiel og spanske Granollers, men de hold har ikke været i kamp i gruppespillet endnu.
Tidligere lørdag var TTH Holstebro vært for opgøret mod Constanta, og TTH gik til pause foran 14-12 efter en lidt rodet første halvleg.
Føringen blev udbygget til 16-12 tidligt efter pausen.
Så gik TTH i stå, og rumænerne udnyttede situationen til at bringe sig foran 20-18, og med fem minutter igen var stillingen 25-25.
Så tog Kasper Kildelund over og leverede fire scoringer i træk til slutresultatet 29-25.
TTH topper dermed gruppe C, som også tæller spanske Cuenca og Porto fra Portugal.
/ritzau/