For første gang i syv år bliver Kolding IF ikke den ene part i herrernes DM-finaler i håndbold.
GOG/Svendborg sendte Kolding IF ud i mørket med en 30-29 sejr på udebane i den tredje og afgørende DM-semifinale.
Ligesom i de første to semifinaler mellem ærkerivalerne var det en utrolig tæt kamp. GOG/Svendborg førte med 13-12 ved pausen i et opgør, hvor de regerende danske mestre, Kolding IF, aldrig fik angrebsspillet til at flyde.
Torsten Laen satte den afgørende scoring ind et halvt minut før tid. Kolding IF havde muligheden for at udligne og fremtvinge forlænget spilletid, men Christian Hjermind brændte straffekast tre sekunder før tid ved at skyde over mål.
GOG/Svendborg møder i finalen Viborg HK.