For få timer siden blev håndboldklubben GOG Svendborg TGI erklæret konkurs.
Retten i Svendborg kunne tidligere konstatere, at klubben havde aktiver for 1,1 mio. kr. og passiver for 15,5 mio. kr. og at konkursen derfor var uundgåelig.
"Flere ting er ikke gået op i en højere enhed. Det er en skidt løsning, men omvendt får GOG muligheden for at starte forfra. Vi har kæmpet for en anden løsning, indtil få minutter før skifteretten afsagde sin kendelse," siger Jacob Jørgensen, der er kommerciel chef i den ledelsesgruppe, som har forsøgt at redde GOG Svendborg, ifølge dr.dk.
Alle klubbens kontraktansatte spillere vil blive fritstillet, og klubbens mandlige hold i Jack&Jones-ligaen bliver tvangsnedrykket til 2. divison efter sæsonen.
Klokken 17.30 har klubben indkaldt til et informationsmøde, hvor direktør Steffen Larsen og formanden for GOG Håndbold, Poul Syberg, vil orientere spillere og trænere om klubben økonomiske skæbne.
Når Dansk Håndboldforbund er informeret om konkursen, vil forbundet tage stilling til konsekvenserne for den igangværende turnering.
Den danske landsholdsspiller Kasper Nielsen og landsholdsmålmanden Niklas Landin spiller til dagligt i GOG. Sidstnævnte har dog allerede sikret sig en ny klub i Bjerringbro-Silkeborg.