GOG har spillet fremragende i dette års udgave af Champions League i herrerhåndbold, og de havde før den sidste kamp mod østrigske Bregenz allerede kvalificeret sig til det næste gruppespil, da de var sikre på at slutte på andenpladsen i puljen efter det spanske storhold Portland San Antonio.
Tid til revanche
Derfor var den sidste kamp også umiddelbart ligegyldig, hvis det ikke lige var fordi, at fynboerne havde brug for revanche. Østrigerne var nemlig de eneste, som havde formået at vinde over GOG, da de vandt på hjemmebane.
»Vi tabte klart dernede, hvor vi blandt andet blev overrasket over deres fysik, men det var vi forberedte på denne gang, og det var rart at få revanche,« sagde en storspillende Jakob Larsen efter kampen til DR Sporten.
Og revanche fik fynboerne, da de fuldt fortjent vandt med 33-29, selvom østrigerne lagde bedst ud og bragte sig i front med 6-3. Herefter fik GOG-spillerne dog strammet sig op, og undervejs i anden halvleg var de foran med seks mål ved stillingen 22-16.
Tempoet faldt
De danske mestre gik dog efterfølgende ned i tempo, og gæsterne var kun bagud med to mål med ni minutter igen. GOG havde dog alligevel ikke de store problemer med at sikre sig to point, og dermed den bedst tænkelige afslutning på det første gruppespil i Champions League.
FCK også videre
GOG var ikke det eneste danske herrehold, som spillede europæisk håndbold søndag eftermiddag, for FCK havde nemlig islandsk besøg. HK Kopavogs lagde vejen forbi København, hvor de to hold skulle spille returopgør i EHF-Cuppen, efter at københavnerne havde vundet det første opgør med 26-24 på udebane. Den samme spænding blev der dog ikke i denne kamp, som FCK vandt stensikkert 36-24, og dermed kvalificerede den sig til fjerde runde i EHF-Cuppen.