IFK Göteborg tilbageerobrede søndag førstepladsen i Allsvenskan fra Djurgården med en storsejr over Örebro.
Hjemmesejren på 6-0 bød på hele tre danske scoringer, da Jakob Ankersen scorede to og Søren Rieks en enkelt gang.
Midtbanespilleren Ankersen øgede til 3-0 efter 25 minutter, og den tidligere Esbjerg-spiller scorede også kampens sidste mål i slutfasen efter oplæg fra Rieks.
Søren Rieks havde umiddelbart efter pausen gjort det til 5-0 for Göteborg-klubben.
Meget tyder på, at topholdet klarer sig fint uden sidste sæsons ligatopscorer Lasse Vibe, der denne sommer er skiftet til Brentford i den næstbedste engelske række.
Örebro, der ligger på en af nedrykningspladserne, har i sæsonens første 18 kampe næsten lukket to mål ind i gennemsnit.
/ritzau/