Ventetiden er ved at være forbi, mandag vender den nye sæson af ”Badehotellet” tilbage til skærmen.
Og det bliver med et gensyn med en række karakterer – heriblandt Sibylle Fjeldsø spillet af Neel Rønholt. Hun forlod ellers serien i 2015 efter to sæsoner, men er nu atter på rollelisten. Det afslører den 37-årige skuespiller selv på instagram.
– Halli Hallo. Ses snart på Badehotellet. Kh Sibylle, skriver hun og henviser dermed til sin rolle som Sibylle Fjeldsø.
Da hun forlod serien, ventede Sibylle barn med hr Weyse. Men flygtede til Sverige pga. nazismens opblomstring.
Når ”Badehotellet” vender tilbage, er krigen slut, og Sibylle gør atter sin entre på Badehotellet med sin datter, Sarah.
Neel Rønholt blev i sin tid skrevet ud af serien, da hun også i virkelighedens verden var gravid. Men hun har hele tiden holdt døren åben for et muligt comeback.
Privat danner Neel Rønholt par med Jens Sætter-Lassen, der såmænd også har spillet med i ”Badehotellet”. Parret har sammen to børn.
Første afsnit i den nye sæson af ”Badehotellet” sendes på TV2 mandag den 7. februar kl. 20.