Filmfans kan godt begynde at glæde sig, for i 2012 vender en af alle tiders største film-ikoner tilbage til skærmen.
Der er tale om ingen andre end det legendariske filmmonster Godzilla, som endnu en gang vil trampe sig gennem en storby til stor frygt for indbyggerne.
Ifølge hjemmesiden comingsoon.net er det produktionsselskaberne Legendary Pictures og Warner Brothers, der er gået sammen om den store opgave.
"Godzilla er en af de største ikoner i populærkulturen, og vi er begejstrede for at skabe en moderne storfilm baseret på den elskede serie. Vores plan er at lave den Godzilla, som vi som fans gerne vil se," skriver direktøren for Legendary Thomas Tull i en pressemeddelelse.
Godzilla optrådte første gang for offentligheden i 1954. Siden da er det blevet til 3 tv-serier og ikke mindre end 31 film, blandt andet 'Godzilla vs. King Kong' fra 1962 og 'Godzilla vs. SpaceGodzilla' fra 1994.
Den mest populære film i serien var instruktøren Roland Emmerichs 'Godzilla' fra 1998, som indtjente næsten 2 milliarder kroner på verdensplan.