Går du og drømmer om ny og spændende bolig - og måske dit eget værtshus - så er her et godt tilbud.
En 168 år gammel mølle med værtshus i kælderen er nemlig kommet til salg.
Det fortæller boliga.dk.
Den gamle mølle, der blev opført i 1856, ligger idyllisk på toppen af Hesselbjerg-bakken, nær Store Merløse på Sjælland.
Her får du ikke bare en bolig med historie, men også en række sjove og usædvanlige detaljer.
For eksempel er kælderen indrettet som en komplet smugkro – med alt, hvad det indebærer: en bar, brune tæpper, borde, bænke og et fungerende fadølsanlæg.
Selvom møllen i dag har mistet sine vinger, er den stadig en imponerende bygning.
Den er ombygget til bolig i fire plan og rummer blandt andet et moderne snedkerkøkken lavet af træ fra ejendommens egen grund, en hyggelig opholdsstue, to værelser på første sal og et unikt soveværelse indrettet i de gamle møllestensvægge.
Udstrup Mølle er registreret som en villa og har en udbudspris på 2.195.000 kroner.
Ejerudgiften er 1.684 kroner om måneden.
Ifølge boliga.dk er lignende boliger i området i gennemsnit til salg i 122 dage, og der gives typisk en prisrabat på 0,9 procent.