Tilbage i januar kunne Avisen.dk fortælle, at der var mere tv på vej med de populære tvillinger.
Det afslørede Anders og Torben Petersen nemlig, da de ankom til Reality Awards i Cirkusbygningen - i selskab med et kamera-hold.
Nu er der så endelig sat dato på programmet.
Det fortæller billedbladet.dk.
Ugebladet har finkæmmet sendeplanen for de kommende uger og kan afsløre, at "Tvillingerne og den store overraskelse" får debut på TV 2 den 31. oktober klokken 20.50.
I programbeskrivelsen lyder det.
- De to tvillinger Anders og Torben drømmer om at købe en båd og en dag sejle hele vejen til Thailand. Derfor tager de på bådmesse, og bagefter prøver de kræfter med livet til søs, hvor de står bag roret på en stor sejlbåd i Lillebælt, lyder det blandt andet.
Og så kommer tvillingerne selvfølgelig også med til Reality Awards, hvor de først afslørede deres nye tv-planer.
I beskrivelsen lyder det.
- Tvillingerne er også inviteret til det, der kaldes "Danmarks største vanvidsfest", årets Reality Awards. Anders og Torben regner med, at de bare skal være gæster, men pludselig tager festen en drejning, og de får sig en stor overraskelse.