Godsejeren, slotsejer og forretningsmanden Gorm Lokdam skal nu tilintetgøre et kæmpe parti knive, fordi knivene er kinesisk fremstillede kopier af den ægte vare. Det skriver Ekstra Bladet.
Godsejeren har importeret 2,5 ton ulovlige knive, der er fremstillet i Kina, og som til forveksling ligner de kendte Global - knive, som firmaet Rosendahl fremstiller. Rosendahl har fået Sø- og Handelsrettens ord for, at godsejer Lokdams importerede knive er et brud på ophavsretten.
Derfor skal godsejeren nu betale 200.000 kroner i erstatning til Rosendahl. Lokdam skal også for egen regning destruere samtlige 8796 knivsæt.
Og for at sikre sig at knivene virkelig bliver ødelagt, skal en repræsentant for Rosendahl overvære tilintetgørelsen.
Gorm Lokdam er en mand med mange talenter. Han ejer Kokkedal Slot og Store Restrup Herregård i Nordjylland, driver landbrug og hotelvirksomhed og importerer altså også varer fra Kina.
Sidste år blev Gorm Lokdam dømt til at betale knap 10 millioner kroner tilbage til statskassen, fordi han havde betalt for lidt moms i årene 1996-99.