Brug bollemix, lad stuen rode og bliv væk fra forældremøder, der ikke er vigtige.
Sådan lyder nogle af de mange råd til en harmonisk hverdag for enlige mødre i bogen Super mor, Smutveje for enlige mødre - og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag .
»Som enlig mor har man altid travlt. Derfor er kunsten at skabe en hverdag med tid og ro, så man kan være sammen med børnene. Man skal lære at sige nej og droppe forestillingen om den perfekte mor, for så kan man blive en ansvarlig mor, der har overskud til børnene,« siger forfatteren Anna Skyggebjerg, der selv har været enlig mor til to børn i syv år.
Imellem de mange gode og konkrete råd fortæller en række kendte kvinder om deres liv som enlig mor. Fælles for dem alle er, at det har været hårdt og taget tid at finde en ny balance i livet, men den gode historie er, at det er muligt at skabe et godt og harmonisk liv som alenemor.
»Det eneste, der betyder noget for et barn er tid og at være inkluderet i vores liv. Det er ligemeget om ens hjem ligner en slagmark. Ingen af os gider at rydde op, og jeg har ikke spildt tiden med at stryge. I stedet har vi har haft tid sammen, « fortæller sangeringen Nanna Lüders.
Men det kræver mod at turde sig fra, for kvinder er hurtige til at kritiserer hinanden for fejl og mangler i moderskabet, fremgår det også af bogen.
TV værten Mai-Britt Vingsøe, der har været enlig med to tvillingebabyer, fortæller:
»Der var altid nogen der sagde »jamen, går du ikke til babysvømning«. Nej, det ved gud jeg ikke gjorde. Det var et kæmpeprojekt bare at komme ud af døren, og skulle jeg svømme med en på hver arm? Helt ærlig. Man skal være en god mor i sine egne øjne og ikke i de andres øjne,« siger hun.