Hvis du nogensinde har forladt en partner i vrede, så var det sansynligvis den helt rigtige beslutning.
En ny undersøgelse viser nemlig, at vi træffer langt bedre beslutninger når vi er vrede. Hjernen bliver simpelthen skarpere og mere analytisk.
Forskerne bag undersøgelsen tror, at det skyldes, at følelsen vrede er baseret på at få mennesker til at handle, og at vreden hjælper os til at handle korrekt.
Diffuse nuancer
Ifølge forskerne skærer vrede mennesker ind til benet og fokuserer på det der virkelig betyder noget frem for alle de diffuse nuancer. Forskerne delte forsøgspersonerne op i to grupper. Den ene gruppe blev svinet til af den anden gruppe indtil de var i en tilstand af dyb vrede. Den anden gruppe var upåvirkede. Begge grupper fik to rapporter med henholdsvis stærk og svag dokumentation for at universitetsstuderende har en god økonomi.
Gruppen af vrede forsøgspersoner var langt bedre til at forholde sig analytisk til hvad der var overbevisende dokumentation og hvad der var mindre overbevisende dokumentation.
Skarp og sur
Den upåvirkede gruppe lod sig i langt højere grad besnære af argumenter der byggede på den svage dokumentation. Der var simpelthen ikke nogen forskel på hvor overbeviste de var om, at universitetsstuderende havde en god økonomi uanset hvilken rapport de havde læst.
Forskerne gentog eksperimentet i andre udformninger og kom hver gang til samme resultat.
Forskerne, med psykolog ved University of California Wesley Moons i spidsen, konkluderer at vrede udelukker de informationer der er irrelevante i forhold til den beslutning der skal træffes og derfor hjælper os til at træffe de rigtige beslutninger.