På den danske ambassade i Grækenland frygter man ikke flere knivstik og overfald i forbindelse med FC Københavns udekamp i aften mod græske Panathinaikos i Champions League.
I aftes kom flere fans fra den københavnske fodboldklub i klammeri med lokale, hvilket førte til knivstik, men det får ikke Danmarks ambassade i landet til at råbe vagt i gevær.
"Man skal passe på med at overdramatisere situationen. Grækenland er et roligt land, og Athen er generelt en rolig og meget sikker by, hvor man kan færdes sikkert uden fare for liv og legeme. Der er altså ikke nogen risiko for at befinde sig i Athen," lyder det fra ambassadør Tom Nørring til Newspaq.
Dermed sender han et signal til alle de danskere, der kender FCK-fans, som er rejst ned til udekampen i Athen - det er, at ingen skal frygte for deres kæres sikkerhed.
"Man skal naturligvis opføre sig pænt og ordentligt, og det vil også være min opfordring som Danmarks ambassadør hernede, men gør man det, er man altså ikke i fare i Athen," lyder det fra ambassadøren.
Der har været meget tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne komme ud til stadion i aften. Athen har nemlig været lammet af en omfattende transportstrejke, men ifølge Tom Nørring slutter den i eftermiddag, og så vil busser, tog og metro atter køre, som de plejer.