Danskerholdene fik benene bedst ud af vinterhiet i Bundesligaen. Werder Bremen og Schalke 04 vandt begge deres kampe, samtidig med, at den nærmeste forfølger Bayern München tabte. Dermed kunne en af Schalkes danskere, Søren Larsen, glæde sig, selvom han ikke kom i kamp, da Schalke lørdag slog Eintracht Frankfurt 3-1.
»Det var noget nær en ideel start for os. Der er ikke så meget andet at sige til det,« siger en glad Søren Larsen og fortsætter.
»Bayern München er nu seks point efter, og det må lægge et pres på dem. Men vi skal stadig bare fokusere på vores eget spil.«
Bremen nummer et
I Bremen kan landsholdskollegaen Daniel Jensen være endnu mere tilfreds. For det er hans hold, Werder Bremen, der stadig indtager 1.- pladsen i Bundesligaen med en markant bedre målscore end Schalke 04. Werder Bremen vandt 3-0 hjemme over Hannover 96 i en kamp, hvor Daniel Jensen fik 80 minutter på midtbanen. Så alt flaskede sig også for Bremen-holdet i denne weekend.
Udover at Bayern München fredag tabte 3-2 til Dortmund på Westfahlen stadion, løb øjeblikkets nummer fire, Stuttgart, lørdag ind i en 4-1-øretæve ude imod Nürnberg.
Skidt debut til Thygesen
I bunden spillede en af efterårets profiler i Superligaen, Mikkel Thygesen, for første gang Bundesliga-fodbold for sin nye klub Borrusia Mönchengladbach. Det blev dog næppe den debut, han havde håbet på. Borrusia tabte med 3-1 til Energie Cottbus. Mikkel Thygesen fik en time på banen, mens Thomas Helveg og Bo Svensson begge måtte se til fra bænken. Kasper Bøgelund kom ind og fik en advarsel.
Ros til Andreasen
Gladbachs nederlag blev så meget desto værre af, at de to nærmeste kandidater til nedrykning, Mainz og Hamburger SV, begge vandt. Det var til gengæld godt for Leon Andresasen, der fik stor ros for sin indsats i Mainz’ forsvar i 1-0 sejren ude over Bochum.
»Han står fast som en klippeblok og kan rive alle med og spiller også god fodbold,« sagde Leon Andreasens nye manager, Christian Heidel, til tysk presse efter kampen.