De var meget bevidste om sikkerhed, de nævnte aldrig et ord om sprængstoffer, og de brugte dæknavne for hinanden. Alligevel mener anklagerne i den såkaldte Glostrup-sag, at det står krystalklart, at de fire tiltalte har været vidende om, at de var med til at planlægge en terrorhandling styret fra Bosnien. Det ligger nemlig i alt det, der ikke bliver sagt.
I en ifølge anklagerne central internetchat mellem flere af de involverede skriver dansktyrkiske AC, der sammen med svensk-bosniske Maximus er blevet idømt lange fængselsstraffe for planlægning af terror ved retten i Sarajevo, til den tiltalte C:
Vidste hvad han talte om
»Vi kommer ikke tomhændet tilbage. Vi skal nok filme tingene«.
Ifølge anklager Dorthe Vejsig er det ikke svært at regne ud, hvad der menes med det, da AC og Maximus fire dage senere blev anholdt i besiddelse af blandt andet 19,8 kilo sprængstof og et selvmordsbælte.
»Der ligger en klar tilkendegivelse fra AC s side om, at han har ment, at C vidste, hvad han talte om. Min påstand er, at når C ikke spørger, er det, fordi han ved, hvad de snakker om,« sagde hun.
Det argument blev brugt gentagne gange, da anklagerne i går afsluttede deres procedure. Ifølge anklagerne var de fire tiltalte overbeviste om, at de blev overvåget og derfor meget forsigtige med, hvad de sagde på telefonen.
For anklagerne har det været afgørende at bevise, at de to i Bosnien sammen med de fire i Danmark har udgjort en gruppe, der bevidst har forsøgt at skaffe penge og våben til et terrorangreb et ukendt sted i Europa.
Tre grupper
De fire tiltalte har alle nægtet at tilhøre en bestemt gruppe. Men ifølge anklagerne har der været tale om hele tre forskellige grupper, der mere eller mindre bestod af de samme personer.
Den første gruppe havde som mål at skaffe penge. Her mener anklagerne, at den tiltalte A meget vel kunne være lederen. Den anden har ifølge anklagerne etableret en nordeuropæisk gren af al-Qaeda, og her var A ikke med. Den sidste gruppe skulle være involveret i Bosnien-projektet.
»Her indgår A helt klart. Selvom der måske har været en situation, hvor A er blevet udnyttet, står det stadig klart, at han har ydet økonomisk støtte til Maximus og AC, vel vidende, hvad formålet med rejsen var,« sagde Jørgen Jensen.
Sagen ind i sidste fase
De fire forsvarere skal i næste uge komme med deres afsluttende bemærkninger til sagen, som ventes afsluttet senest 16. februar.