Hvor er det fremragende, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har meldt ud, at det skal tages alvorligt, at kræftpatienter venter for længe i det danske sundhedssystem. Selv få ugers ventetid kan være afgørende for udfaldet, når det gælder kræft, og derfor er det vigtigt at sætte hurtigt ind.
Men selvom meget kan gøres bedre, så kan sundhedsvæsnet ikke rationalisere og organisere sig ud af alt. Det afgørende er derfor nu, at der følger penge og handling med ordene.
Hvad der også er vigtigt er, at denne udmelding bliver første skridt i en debat om prioriteringen i det danske sundhedsvæsen. Den behandlingsgaranti, som regeringen har indført på to måneder - og som fra efteråret sættes ned til en måned - må ændres. Sundhedspersonale og patientforeninger har med rette været bekymret for, at alle - fra åreknuder til hjertesygdomme - skal behandles inden en måned i et sundhedsvæsen, der mangler personale og penge.
Det kan ikke lade sig gøre. Og i et sundhedsvæsen, der konstant præsenteres for nye, bedre og dyrere behandlingsmetoder, er der behov for prioritering. Næste skridt må være, at andre alvorlige og dødelige sygdomme som hjertesygdomme prioriteres, så de patienter kommer meget hurtigere til. Prisen er, at andre må vente lidt længere.