New York, Paris eller Berlin - det plejer at være nogle af topkandidaterne, når turister skal vælge 'verdens bedste by.'
Men ifølge en ny undersøgelse ligger den by i virkeligheden i en helt anden verdensdel.
Med sine 160.000 indbyggere er San Miguel de Allende i Mexico blot en lille prik sammenlignet med verdens metropoler, men alligevel har den et eller andet, der har fået læserne af rejsemagasinet Conde Nast Traveller til at kåre den til klodens bedste by.
Hvert år lægger 1,3 millioner turister vejen forbi området, der er på UNESCO's liste over verdensarv. Mange af disse er kunstnere, der finder inspiration i byens gamle bygninger og nyder, at reklamesøjler og billboards er bandlyst.
'Der er en særlig harmoni, der synes at manifestere sig i bygningerne, området og menneskernes venlighed. Der er et slags integreret, smukt aspekt i byen,' siger Gregg Kreutz, der er lærer og kunstner fra New York.
Kåringen er godt nyt for Mexicos turisme, der ellers har lidt et hårdt slag på grund af den eskalerende vold mellem narkobander i landet.