Du sidder tilbage med regningen, hvis du møder for sent på grund af sneen eller slet ikke kan komme på arbejde.
Det fastslår Dansk Erhverv, der i øjeblikket bliver kimet ned af medlemmer med spørgsmål om, hvordan de skal forholde sig til kaosset på grund af snemasserne.
"Man har pligt til at gøre, hvad der står i ens magt for at nå på arbejde til tiden. Det betyder blandt andet, at medarbejderne så vidt muligt skal tage højde for den ekstra transporttid, som et snevejr typisk medfører," forklarer Charlotte Vester, underdirektør i Dansk Erhverv.
Hvis medarbejderen har gjort, hvad han kan for at møde til tiden, er snemasserne og glatte veje lovligt forfald.
Det betyder, at det normalt ikke er bortvisningsgrund, hvis sneen forhindrer de ansatte i at møde til tiden.
"Derimod har medarbejderen ikke krav på løn for de timer, hvor medarbejderen er udeblevet," siger Charlotte Vester.
Der er flere måder at kompensere de manglende timer på. Det kan ske gennem løntræk, ændring af arbejdstidsplaner, fleks eller afspadsering.
"Det står medarbejderen frit for at vælge at bruge en feriedag eller en feriefridag, hvis det er aftalt med arbejdsgiveren. Det kan være hensigtsmæssigt, hvis det er meget vanskeligt for medarbejderen at komme frem i tide. Inden for visse fag kan en hjemmearbejdsdag også være en løsning," fortæller Charlotte Vester.