For en måned siden var han hovedperson i et mislykket terrorangreb på lufthavnen i Glasgow i Skotland. Nu er 27-årige Kafeel Ahmed død af de brandsår, som han pådrog sig ved angrebet.
Sammen med en medsammensvoren kørte den 27-årige Ahmed 30. juni en jeep med sprængstof direkte ind i lufthavnsbygningen i Glasgow, men den tilsigtede eksplosion med mange dræbte og lemlæstede udeblev. Jeepen brød dog i brand, og Kafeel Ahmed fra Indien blev forbrændt på 90 procent af kroppen, inden han blev anholdt.
Siden har han ligget på hospitalet under skarp bevogtning. Tre læger er stadig anholdt i sagen, som menes at have forbindelse til et andet mislykket terrorangreb dagen inden i London udenfor en natklub.