Det skorter ikke på sidste øjebliks spillerhandler mellem de europæiske klubber. Senest har den skotske klub Glasgow Rangers hentet et ungt dansk talent til truppen. Blot 18-årige Adda Djeziri, der menes at være det største talent i den danske klub Frem i flere år, har skrevet under på en lejeaftale de kommende fire måneder.
»Adda er det største talent i Frem i mange år, han er 18 år, stor og stærk, men har stadig brug for flere muskler på kroppen i forhold til engelsk fodbold. Hans chancer for spilletid er dog temmelig gode. Når Rangers går ind i det her, er det for at bruge ham,« siger direktør i Frem BK Hans Hermansen til Sporten.tv2.dk.
Går det godt, er der mulighed for, at Rangers vil spytte nogle penge i Frems kasse og købe den unge spiller.
Frem er kendt for klubbens talentudviklingsarbejde og har tidligere sendt Nicki Bille Nielsen til Serie A-klubben Reggina. Også Mikkel Thygesen, som i øjeblikket optræder i Borussia Mönchengladbach, har spillet i Frem i ungdomsårene.