Skrevet i samarbejde med Knud Brix
Regeringens planer om en snarlig tilbagetrækning af de danske soldater fra Bashra spreder glæde på Christiansborg.
Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, mener, at det er på høje tid, planen kommer.
»Det er positivt, at statsministeren nu endelig kan se fornuften i at trække tropperne hjem. Vi har jo hele tiden ønsket tropperne hjem så hurtigt som muligt. Jeg tror at Anders Fogh Rasmussen trækker soldaterne hjem, fordi den folkelige modstand er blevet så stor,« siger Mogens Lykketoft.
Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, nøjes med at glæde sig. Blandt andet på vegne af de danske soldater i Irak:
»Jeg synes, det er en glædens dag. Alle i Danmark er begejstrede, tror jeg. Ikke mindst de pårørende. Det har været en hård opgave, men de danske soldater har klaret det fortrinligt.«
På spørgsmålet, om det er rimeligt at tage hjem i en tid, hvor Udenrigsministeriet på sin hjemmeside advarer om, at sikkerhedssituationen er forværret i blandt andet Bashra, svarer Søren Espersen.
»Jeg tror, de advarsler er møntet på turister. Jeg tror heller ikke, det var et sted, jeg ville tage på ferie.«
Marianne Jelved (R) støtter også tilbagetrækningen:
»Vi synes bare, det er ærgerligt, at der skulle gå to år, inden statsministeren ville ændre sin håbløse politik. Vi håber, at det er Foghs bidrag til igen at skabe bredde i udenrigspolitikken,« siger Marianne Jelved.