Spændingen er allerede fjernet fra VM i fodbold, der begynder i næste uge.
I hvert fald hvis man tror på, at elefanten Nelly er et decideret orakel, der allerede onsdag kunne afsløre flere af turneringens kommende resultater.
Nelly bor i en dyrepark i Hannover, og tyske fodboldfans er derfor meget nysgerrige efter at høre, hvordan det kommer til at gå deres helte i Brasilien.
Og Nelly kan forsikre dem, at landsholdet i hvert fald går videre fra gruppen efter en uafgjort mod Portugal, som så bliver efterfulgt af sejre mod Ghana og USA. En spådom, der er helt i tråd med flere store eksperter.
'Lige præcis. Jeg tipper det samme. Vi spiller 0-0 mod Portugal, og så vinder vi de to næste kampe. Så vi går videre i turneringen,' sagde den tyske målmandslegende Sepp Maier.
Nelly forudsiger vinderen af en kamp ved at sparke en bold i mål, og elefanten har rent faktisk en bedre gættehistorik end de fleste habile eksperter. Hun har i hvert fald skudt korrekt 30 af de sidste 33 kampe.