I lørdags strålede solen på danskerne, og mange benyttede lejligheden til at være uden for hele dagen og få sol på næsen og lidt liv i den vinterblege hud.
Næste weekend kan måske nærme sig samme højder.
"Det bliver en smuk weekend, det tør jeg godt spå om nu. Det er de fleste prognoser enige om," fortæller vejrvært på TV 2, Andreas Nyholm til Newspaq.
"Mit budskab er at nyde den flotte dag, det bliver i dag, med rigtig dejligt forårsvejr med 13-14 grader og sol til store dele af landet. Og så glæd dig til weekenden, fordi i løbet af ugen bliver det mere blæsende og ustabil."
Andreas Nyholm fortæller også, at finder man det rette sted i solen, kan man få det helt varmt i dag, da der næsten ikke vil være noget vind.
Set i forhold til, at vi skriver d. 4. april i kalenderen, så synes vejrværten, det er meget fornemt forårsvejr.
"Det er rigtigt flot vejr, når man tænker på, hvor tidligt vi er på foråret. Vi kan jo ikke rende rundt og forvente 20 grader hver dag."