Syge gæster giver ikke nødvendigvis en sur smiley.
Landets spisesteder kan ofte beholde deres smilende smileyer, selvom gæsterne er blevet syge af maden. Det fremgik af Dags Dato på TV 2
søndag aften, som havde set nærmere på alle sygdomsudbrud relateret til
fødevarer i det seneste halvandet år.
Ifølge programmet lader fødevaremyndighederne i omkring halvdelen af alle sager med
mere end 10 syge gæster spisestederne beholde den glade smiley.
Det skyldes typisk, at maden var spist, så det var umuligt at afgøre, hvad der præcist havde sendt gæsterne på toilettet eller på langs derhjemme, men også at spisestedet
samarbejdede og derfor ikke fik en sur smiley.
Forbrugerrådet er forbavset:
- Det
er utilfredsstillende. Hvis jeg som forbruger går på restaurant og ser
glade smileyer, så tror jeg, det er trygt at spise der, siger Sofie
Krogh Holm, der er fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, til TV 2.