De ansatte i Salling Group, der blandt andet ejer Føtex, Bilka og Netto, kan glæde sig til næste lønudbetaling. Der vil der nemlig trille ekstra penge ind på lønkontoen.
Salling Group Fondene har nemlig besluttet at udbetale en del af overskuddet til firmaets medarbejdere.
- Jeg er glad for, at vi igen i år kan anerkende dem, som er hele fundamentet i Salling Group, nemlig vores dygtige medarbejdere. Uden dem ville vi ikke kunne fortsætte med at skabe endnu bedre indkøbsoplevelser for vores kunder, investere i nye, bæredygtige løsninger og drive en forretning, som sikrer, at Salling Fondene hvert eneste år kan fortsætte med at donere en del af overskuddet tilbage til samfundet, siger Per Bank, formand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, i en pressemeddelelse.
I alt er der tale om en uddeling på over 14 millioner kroner fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond. Fonden blev stiftet i 1958 af Salling Groups grundlægger, købmand Herman Salling, blandt andet med det formål, at en del af fondens overskud skulle tilfalde medarbejderne i virksomheden. Gratialet gives til både nuværende og tidligere medarbejdere, som har været ansat i hele den fireårige periode fra 2018 til 2021.
Salling Fondene blev i 2017 eneejer af Salling Group efter at have tilbagekøbt de resterende aktier i virksomheden og er kendt for at støtte en lang række initiativer og projekter, der er til glæde og gavn for mennesker i Danmark. Samlet set har fondene siden 2012 uddelt over 1,8 mia. kroner til kultur, sport, uddannelse, kirke og velgørende formål.
Seneste uddeling af gratiale til medarbejderne skete sidste år, hvor der blev uddelt 15 mio. kroner.