Det er med noget blandede følelser, vi ser det nye udkast til en EU-traktat. Nok har politikerne fjernet mange symbolske ting samt de ting, der med sikkerhed ville udløse en folkeafstemning.
Til gengæld har de også fjernet den vigtigste grund til at skabe en ny traktat, nemlig moderniserede afstemningsregler, der nu først kommer i 2014 (tidligst), ikke mindst på grund af nogle tumpede polske tvillinger.
Men det værste er det såkalte charter om grundlæggende rettigheder . Briterne har været kloge nok til at få et forbehold på netop dette punkt, og det vil vi også have. Det er den slags universelle, principielle rettighedserklæringer, totalitær tankegang er skabt af. Vi vil gerne indrette samfundet på den bedst mulige måde. Men at lade Bruxelles vedtage de overordnede principper for det uden en offentlig debat og en afstemning er uantageligt.
Lad os få den debat, der hører med til en folkeafstemning. Og helst et forbehold magen til briternes, så vi forbliver herrer i eget hus på dette vigtige felt.