Giv flygtninge ret til at arbejde med løn – så vil de både integrere sig bedre i samfundet, og de vil være mere samarbejdsvillige, hvis vi alligevel ender med at sende dem hjem. Sådan lyder nogle af de første erfaringer fra det omfattende EU-projekt ?Europæisk Policy Forum’, der har afdækket, hvordan man bedst behandler asylsøgere, der venter på afgørelse i deres sag.
»Nøglen er arbejde, arbejde og arbejde,« siger projektchef Karen Inger Thorsen fra Dansk Røde Kors.
Hun deltog på projektets opsamlende konference i sidste uge i Malmø, hvor deltagere fra alle EU-lande præsenterede deres erfaringer med asylsøgere og arbejde.
Ifølge Karen Inger Thorsen var hovedkonklusionen, at hvis vi lader asylsøgerne arbejde, så vinder vi i længden.
»I stedet for at sidde på et center og blive dårligere og dårligere, beholder de deres kompetencer. Dermed bliver de langt bedre integreret på arbejdsmarkedet, hvis de får lov til at blive, og de bliver bedre i stand til at træffe beslutningen om at rejse hjem, hvis de får afslag,« siger hun og vurderer, at hvis man har siddet et år i et asylcenter, tager det tre år at komme sig igen.
Danmark tillader med sin nuværende asylpolitik kun uddannelse og ulønnet arbejde til de asylsøgere, der venter på deres afgørelse.
I Sverige kan asylsøgere arbejde, hvis asylsøgeren kommer til at vente mere end fire måneder.
»Det er godt for individet, for staten og kommunen, fordi asylsøgerne har egen indkomst, og samtidig sparer staten penge,« siger integrationspolitisk ordfører for de svenske socialdemokrater, Luciano Astudillo.Integrationsordførerne fra både De Konservative og Venstre afviser at indføre samme regler i Danmark.