Af Christina Alfthan, chal@avisen.dk
Da 80-årige Grethe Jørgensen fra Hørsholm gav begge sine børnebørn en vaccine mod livmoderhalskræft, var hun ikke bare gavmild, hun var også trendsætter.
Gaver for livet er nemlig den nyeste gavemode, fortæller sociologen Emilia van Hauen, der også arbejder som trendrådgiver:
»Gaver siger altid noget om de livsværdier, der hersker i samfundet. Og at få flere ting er ikke længere det vigtigste. Nu er der fokus på alt det, der ikke er materielt, og noget af det, der fylder meget i vores liv, er den større og større bevidsthed om, at man kan gøre meget for at holde sig sund og rask. Og her er forskellige former for sundhedssikring meget i fokus,« forklarer Emilia van Hauen.
Gynækologen Christine Felding bekræfter da også, at siden vaccinen blev mulig sidste efterår, har flere og flere købt vaccinen som en gave til et barn eller barnebarn.
»Min datter fortalte mig om den nye vaccine, der kan hjælpe unge kvinder, så de ikke får kræft. Jeg syntes, at det lød godt men dyrt, for den koster 3.500 kr. Det er da fantastisk, at man kan være med til at nedsætte risikoen for, at unge kvinder får kræft, så jeg fik lyst til at give pigerne vaccinen som gave,« forklarer Grethe Jørgensen.
»Vaccinen er dyr for pigerne, men jeg har råd til den. Så jeg forærede dem den, og det er absolut dejligt at vide, at man hjælper. De har også takket for den masser af gange,« fortæller Grethe Jørgensen.