Nytårsudsalget gik ikke helt efter planen. Braget blev udsat en time, for tyverisikringen hos Elgiganten i Holstebro sørgede for, at de ansatte ikke kunne komme ind.
De ventede kunder måtte derfor stå i blæst og regn inden de fik fingrene i de gode tilbud, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Da varehuschef Jesper Larsen skulle lukke sig selv ind klokken halv seks, kortsluttede alarmsystemet, og der var ikke udsigt til, at varehuset kunne åbne til tiden.
»Allerede klokken seks mødte de første op, og ved syvtiden var der omkring 50 kunder, der ventede. Vi indså hurtigt, at vi ikke kunne åbne til tiden, og derfor skrev vi folks navne op, og hvad de ønskede, så vi kunne sætte tingene til side,« siger han til avisen.
Først et stykke over klokken ni lykkedes det for seks personer med en pæl at brække sig igennem det gitter, som normalt holder tyve væk. Og kunderne kunne komme til. Gitteret skulle dog være på plads inden fyraften, så langfingrede personer ikke får gode ideer.